Mikael Busch, ekstern censor for AU, synes det er noget muggent ved det dér FUP og har fået nedenstående artikel bragt i Weekendavisen. Artiklen er ikke tilgængelig på nettet, men nogen har været så venlig at taste den ind på en EDB-maskine, så vi kan videregive den her.
Vi synes den er god og læsværdig!
______________________________________________________
Af MIKAEL BUSCH
»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, (jf. bl.a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen
#52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes. Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling (uden ’s’, husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek (historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har
haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de
i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november
til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt,
hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor
resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«.
Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt
den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige. Flere skønlitterære værker – herunder John Miltons Paradise Lost – var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra
sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler,
som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger
var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem
en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de. Onsdag den 16. november var flyttemændene
færdige med arbejdet.
I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige
om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne
konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter
udføres resolut. De berørte informeres først bagefter. Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært
som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de
potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet
til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre
bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer,
der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter
« – i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen – indebærer, at noget
så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til
arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag- og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura – bestyrelsen, direktøren, adskillige
vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere
på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative
personale og de studerende på den anden side – er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner,
der ser fundamentalt forskelligt på universitetet. SKULLE man forsøge at give en nogenlunde
elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford
University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der
klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005. Bortset fra at tværfaglighed på universitets(ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«.
At Akkrediteringsrådet p.t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f.eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går
planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin
internationale ranking. Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere
– de 99 procent, om man vil – er mismod og forvirring.
De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under. Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende. Man identificerer sig ikke længere med sin
arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man
føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk
filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse
top down-strategi, hvormed AU omstruktureres. Ledelsen forestiller sig, at der kommer
produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100
år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking«
og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU
mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen
forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces « (forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer
tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede
af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale
mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor
fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar