Hvorfor græder Mette Thunø?
Af Humboldt
Da jeg forleden gik igennem Histories nu forladte lokaler, hvor underviserne var nødsaget til at smide nogle af deres bøger ud, da de i forbindelse med Den faglige Udviklingsproces (FUP) havde fået tildelt mindre kontorer, fandt jeg en bog blandt stakkene, som hed Humaniora – pensioneret af kapitalen?. Bogen var udgivet af Danske Studerendes Fællesråd i 1972, men på trods af sin alder viste den sig at være skræmmende relevant for Arts’ og AU’s nuværende situation.
Efter indledningen var der en kort artikel, som hed ”Hvorfor græder Helge Larsen?”, der var en kritik af den daværende undervisningsminister fra Det Radikale Venstre, der på trods af sin afskaffelse af proffesorvældet stadig mødte kritik fra studenteroprørne. Artiklens kritik fik mig til at tænke på dekanen for Arts, Mette Thunø.
Artiklen søger at forklare, hvorfor Helge Larsen græder. Altså ikke som faktisk person, men derimod som historisk fænomen, altså den rolle og situation han lagde krop og stemme til.
”Ikke fordi hans rolle og situation er begrædelig – slet ikke, men derimod netop fordi den som historisk fænomen subjektivt er tragisk i klassisk forstand: for den, der spiller rollen er alle udveje lukkede; langsomt afdækkes det, hvorledes alle handlinger, hvis subjektive begrundelse var god, slår igen som objektiv ondskab.
Ligesom Ødipus i den klassiske tragedie langsomt bliver klar over, at han har dræbt sit fædrene ophav og kopuleret med sin mor, på samme måde må Helge Larsen, som historisk fænomen erkende, at han har dræbt sin borgerlige kulturbaggrund alt imens han har plejet omgang med den kapitalisme, der også har været med til at frembringe ham som kulturfænomen. Ødipus stikker i Sofokles’ tragedie sine øjne ud, det mindste Helge Larsen kan gøre er da at græde.”
Men hvad var Helge Larsens historiske gerning? Ifølge artiklens forfatter er det, at han bidrog til kapitalismens afvikling af en borgerlig tænkning, som var med til at dække over dens egentlig karakter. Ifølge artiklen havde monopolkapitalismen fortrængt den liberalistiske småvirksomhedsform, som var udtryk for den individuelle frihed og udfoldelse, og dermed tanken om frihedens tilstedeværelse, som fik stadig strengere vilkår.
Artiklens sprogbrug afslører dens alder, men dens underliggende pointe består: i hele samfundet er det kapitalen, i form af økonomi og budgetter, som sætter rammerne for samfundet – og for vores universitet. Det er kapitalen, der bestemmer og ikke værdierne.
Artiklen fortsætter ufortrødent:
Det er ingen tilfældighed, at det er en radikal minister, der får til opgave at knægte en del af de hidtil herskende tanker. Var disse tanker blot andres, så ville det ikke være tragisk, men tragisk bliver, fordi Helge Larsens opgave er at knægte sig selv i sine inderste hjerteregioner. Justits- og indenrigsministeriet påtager sig det grovere arbejde (der består i med loven i hånden at knægte de ivrigste oprørere), et arbejde som naturligvis ikke kan siges at være illegitimt for så vidt det netop reelt udføres af retsvæsenet. Undervisningsministerens arbejde er så meget mere delikat som dets område er intellektuelt. Men det er ikke mindre væsentligt: det gælder selve oprørets artikulation.
Og her kommer disse betragtningers anledning ind, nemlig Helge Larsens advarsel til universiteterne: der skal ikke arbejdes med ideologier på universiteterne, der skal blot arbejdes. Det går så let med de mere materielle videnskaber, men det bliver vanskeligt, når talen er om videnskaberne om mennesket og om samfundet; thi hvordan skulle man kunne drive sådanne videnskaber om ikke gennem arbejde med menneskenes tanker og handlinger. Det, der er galt, er naturligvis, at tanken og handlingen ikke holdes adskilt. Det katastrofale er, at den borgerlige kultur er ved at ophæve skellet mellem tanken og handlingen i takt med den herskende samfundsmæssige handlings stadig større afstand fra den borgerlige tankes menneskelige aspekter.
Helge Larsens opgave var altså mere delikat end som så: Hans handlinger ville ifølge artiklen føre til, at den kritiske tanke og dets udtryk – oprørets artikulation – blev knægtet. Han skulle sikre, at man ikke længere arbejdede med ideologier og værdier, men blot arbejdede og uddannede sig uden holdninger eller meninger.
Og her er problemet med menneskevidenskaberne: jo mere man studerer menneskets tanker og handlinger jo sværere er det at adskille de to. Katastrofen sker, når Den faglige udviklingsproces gennemfører skellet mellem tanke og handling; når humaniorastuderende gennem kritisk analyse identificerer et skred, en forringelse, men ikke længere reagerer!
Artiklen fortsætter:
”Det er ikke bestemte ideologier Helge Larsen har til opgave at knægte, det er overhovedet videnskaben om samfundet og menneskene. Det er de færreste, der har opdaget det, men det skyldes muligvis at der er så få, der bestræber sig på at drive en sådan videnskab.
Når Helge Larsen græder, så skyldes det hans stigende erkendelse af, at hans historiske rolle er at ophæve sin egen baggrund i dens menneskelige aspekter til fordel for den samfundsmæssige praksis, der nok er en konsekvent udvikling af den borgerlige samfundsorden, men hvis karakter-træk er skræmmende.”
Mette Thunøs funktion og rolle som historisk fænomen i Den faglige udviklingsproces på Arts kan sammenlignes med Helge Larsens rolle i artiklen. Hendes rolle er ligesom artiklens Helge Larsen tragisk i den forstand, at hun anser sine handlinger for at være gode og overser, at de i sidste ende vil gøre mere skade end godt.
Ligesom Ødipus bliver klar over, at han har dræbt sit fædrene ophav og kopuleret med sin mor, må Mette Thunø, som historisk fænomen erkende, at hun har dræbt sit humanistiske ophav, imens hun har plejet omgang med den enstrengede og lukkede ledelsesstruktur, som har frembragt hende som dekan.
Ligesom Helge Larsens delikate opgave var at kvæle oprørets artikulation, er Mette Thunøs opgave ligeså delikat: hun skal overbevise en stigende kritisk og mistroisk studenterbefolkning om, at de er blevet hørt, og at Den faglige udviklingsproces ikke har medført forringelser i deres hverdag på trods af, at mange af dem allerede har oplevet dem. I stedet bliver Mette Thunø vred og afviser overlegent de studerende, som gennemskuer hendes tomme løfter om studenterindflydelse og forbedringer.
Ligesom Helge Larsen er Mette Thunø fanget af kapitalen – i form af snævre budgetter og en trængt økonomi, og må se sig nødsaget til at ophæve skellet mellem tanke og handling og narre de studerende med løfter om medbestemmelse og brugergrupper og håbe på, at de ikke i tide indser, at de er blevet narret og siger fra!
Ligesom Helge Larsen græd over at han spillede en afgørende rolle i ophævelsen af sin egen kulturbaggrund, så græder Mette Thunø, fordi hendes opgave er at afvikle det universitet, som fostrede hende.
Når Mette Thunø græder, er det fordi hun som humanist skal afvikle Humaniora på Aarhus Universitet.
Derfor græder hun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar