"Rektors Nye Ord"

Sneen ligger over Aarhus, og så er det helt okay, at blive indendøre med et tæppe, en kop the og et dejligt jule-eventyr!

Rektors Nye Ord

For mange Aar siden levede enRektor, som holdt saa uhyre meget af imponerende nye og moderne engelske ord,at han gav alle sine Penge ud for ret at lære endnu flere af dem. Han brød sigikke om sine Studerende, brød sig ei om Kritik eller om at forstå de moderneord bedre. Han kunne bare godt lide at bruge dem – og bestemme. Han havde etOrd for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet,saa sagde man altid her: "Rektor er på kontoret med sine nye Ord!" -
 Paa Universitetet, hvor han boede, gik det meget fornøieligttil, hver Dag kom der mange Fremmede, een Dag kom der to Bedragere; de gave sigud for at være Innovative og sagde, at de forstode at finde de deiligste Ord,man kunde tænke sig. Ikke alene Længden og Mængeden var noget usædvanligtsmukt, men de Ord, som blev innoveret, havde den forunderlige Egenskab at deblev uforståelige for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, ellerogsaa var utilladelig dum.
"Det var jo nogle deiligeOrd," tænkte Rektor; "ved at kende dem, kunde jeg komme efter, hvilkeMænd i mit Rige der ikke due til det Embede de have, ikke vil følge medfremtiden, jeg kan kjende de kloge fra de dumme! ja de Ord maa strax jegkende!" og han gav de to Bedragere mange Penge paa Haanden, for at deskulde begynde paa deres Arbeide.

De optog mange kontorer, lode som om de arbeidede, men dehavde ikke det mindste idé om hvad Ordene betød. Rask væk forlangte de denfineste Elektronik, og de ansattes kostbare Tid; det forvaltede de som detpassede dem og arbeidede med de tomme Ord, og det til langt ud paa Natten.
"Nu gad jeg nok vide, hvorvidt de ere med Ordene!" tænkte Rektoren, men han var ordentligt lidtunderlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passedetil sit Embede, ikke kunde forstå dem, nu troede han nok, at han ikke behøvedeat være bange for sig selv, men han vilde dog sende nogen først for at see,hvorledes det stod sig.
"Jeg vil sende mine ærligeDekaner!" tænkte Rektoren, "de kan bedst forstå, hvorledes Ordenetager sig ud, for de har Forstand, og ingen passer deres Embede bedre enddem!" -
Nu gik Dekanerne ind det bedstekontor, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Ord. "Gudbevar' os!" tænkte Dekanerne og spilede Øinene op! "vi kan jo ikkeforstå noget!" Men det sagde de ikke.
Begge Bedragere bad dem være saagode at træde nærmere og spurgte, om det ikke var en smuk Længde og Mængede.Saa fremsagde de, de tomme ord, og de stakkels Dekaner blev ved at spile Øineneop, men de kunde ikke forstå noget, for Ordene betød ingen Ting. "HerreGud!" tænkte de, "skulde vi være dumme! Det har vi aldrig troet, ogdet maa ingen Mennesker vide! skulde vi ikke due til vores Embede? Nei detgaaer ikke an, at vi fortæller, vi ikke kan forstå Ordene!"
"Naa, de siger ikke noget omdet!" sagde den ene, bedrager!
"O det er nydeligt! ganskeallerkjæreste!" sagde Dekanerne og spidsede ører, "den Længde og denmængde! - ja, jeg skal sige Rektor, at det behager os særdeles!"
"Naa det fornøier os!"sagde begge Bedragere, og fortsatte med fremførelsen af de moderne engelskeOrd. Dekanerne hørte godt efter, for at de kunde sige det samme, naar de komhjem til Rektor, og det gjorde de.

Nu forlangte Bedragerne flerePenge, mere Elektronik og mere af de ansattes tid, det skulde de bruge tilderes arbejde. De stak Alt i deres egne Lommer, Ordene betød ikke stort mere,men de bleve ved, som før, at kastede om sig med tomme Ord.
Rektoren sendte snart igjenPro-Dekanerne hen for at see, hvorledes det gik med Arbejdet, og om Ordenesnart var færdige. Det gik dem ligesom Dekanerne, de lyttede og lyttede, men afde tomme Ord, forstod de intet.
"Ja, er det ikke desmukkeste Ord!" sagde begge Bedragerne og forklarede hvor vigtige Ordenevar.
"Dumme er vi ikke!"tænkte Pro-Dekanerne, "det er altsaa vores gode Embede, vi ikke duer til?Det var løierligt nok! men det maa vi ikke lade os mærke med!" og saaroste de Ordene, de ikke forstod, og forsikrede Bedragerene deres Glæde over Længeden og Mængden. "Ja det er ganske allerkjæreste!" sagde de til Rektor.

Alle Mennesker på Universitetettalte om de engelske og moderne Ord.
Nu vilde da Rektoren selv hørenærmere, medens arbejdet endnu var igang. Med en heel Skare af Dekaner,Pro-Dekaner og Institutledere, gik han hen til begge de listige Bedragere, dernu fabulerede af alle Kræfter, men uden Måde eller Mening.
"Ja er det ikkemagnifique!" sagde begge Rektorens skare. "Vil Rektoren høre, hvilkenLængde, hvilken Mængde!" og saa fremsagde de en flom af tomme Ord, thi detroede, de andre vistnok kunde forstaa.
"Hvad for noget!"tænkte Rektor, "jeg forstår ingen Ting! det er jo forfærdeligt! er jegdum? duer jeg ikke til at være Rektor? Det var det skrækkeligste, som kundearrivere mig! "O det er meget smukt!" sagde Rektor, "det har mitallerhøieste Bifald!" og han nikkede tilfreds og lyttede til de tomme Ord;han vilde ikke sige, at han ingen Ting forstod. Hele Følget, han havde med sig,lyttede og lyttede, men fik ikke mere ud af det, end alle de Andre, men desagde ligesom Rektor, "o det er meget innovativt!" og de raadede hamtil at tage disse nye, prægtige Ord og basere hele den store Processes, på dem."Det er magnifique! nysseligt, excellent!" gik det fra Mund til Mund,og man var allesammen saa inderligt fornøiede dermed. Rektor gav hver af Bedragerne et gyldent håndtryk og økonomisk råderum.
Hele Natten før den Formiddaghvor Processen skulde skydes i gang, sad Bedragerne oppe og havde over sextenLys tændte. Folk kunde see, de havde travlt, men med hvad forstod de sig ikke paa.Tilsidst sagde de: "see nu er Ordene færdige!"

Saa skød Rektoren Processen igang under middelmaadig mediebevaagenhed og alle Dekaner, Pro-Dekaner ogInstitutledere sagde: "Gud hvor Rektors nye Ord ere Lang og Mange! Ingenvilde lade sig mærke med, at de intet forstod, for saa havde de jo ikke duet ideres Embede, eller været meget dum. Ingen af Rektors gamle kedelige og danskeord havde gjort saadan Lykke.

"Men Ordene betyder jo ikkeingenting," sagde de små Studerende. "Herre Gud, hør de Uskyldiges oguvidendes Røst," sagde Dekanerne; og den Ene hvidskede til den Anden, hvadde Studerende sagde.
"Men Ordene betyder joingenting," raabte tilsidst alle i Kor. Det krøb i Rektor, thi han indså,de havde Ret, men han tænkte som saa: "nu maa jeg følge Processen tildørs". Og Dekanerne gik og fremsagde Ordene, som var intet hændt.