Tåsingegade

Studenteropraab syntes alle, der har lyst skal komme forbi og støtte dette arrangement

http://www.facebook.com/events/342575839100632/?ref=ts

Studenternes Morgensang

Her er en frejdig sang, der kan underholde de ande-fordøjende studerende her i juleferien.

Sangen er venligst udlånt af Louises Grønne Sofa, der heller ikke har meget til overs for rektor og hans FUP!

Studenternes Morgensang

Af: Korax Cooperation

Mel. Skipper Clements Morgensang

Rektor har en plan vi skal høre

Så der er ikke noget vi kan gøre
Nu skal alting vendes op og ned
Overbelortes skal vor faglighed

Kom, studenter, vis at I er tvære

Denne flytning er en rådden affære

Når man først vil omstrukturere

Er det spild af tid at spørge flere
Hvorfor sku' Rektor spørge rundt omkring
Professorer ved jo ingenting!

Kom, studenter, vis at I er tvære
Denne flytning er en rådden affære

Hvad skal vi med læringsmiljøer
Når der ikk' er plads til vores bøger
Vi bli'r tredive om en fat boy sæk
Nu, hvor læsepladserne er væk

Kom, studenter, vis at I er tvære
Denne flytning er en rådden affære

Rektoratets skadesværme

Gi'r receptioner ofte og gerne
Som der dog kan klattes penge væk
Når der knapt er råd til printerblæk

Kom, studenter, vis at I er tvære
Denne flytning er en rådden affære

Vi fik nye alfabeter

Gør det godt for universiteter?
Logoet ligner jo en tissemand!
Den er slatten! Er det dét, vi kan?!

Kom, studenter, vis at I er tvære
Denne flytning er en rådden affære

Mennesker bytter de ud for penge

Porten til frihed de låse og stænge
Piner og binder med arv og med gæld
Uni som havde de skabt det selv

Kom, studenter, vis at I er tvære
Denne flytning er en rådden affære

Hanen har galet trende gange
Stå nu kun fast, for vi er de mange
Lad ikke fremtiden sige om os:
Lauritz, han knægtede os uden vor trods

Kom, studenter, vis at I er tvære

Denne flytning er en rådden affære!

Studenteropraab - kendt med de kendte!

Det er med stolthed i fyldepennen, at Studenteropraab hermed kan erklære sig verdensberømt - i hvert fald i Danmark.

I Kristeligt Dagblad nævnes og citeres bloggen i følgende artikel:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/444758:Kirke---tro--Protestbevaegelse-kaemper-mod-flytning-af-teologistudium?all=1

Studenteropraab melder sig under ironiens fane - og opfordrer sine læsere til at sende endnu flere opraab ind!

Rektors ranking

Rektor har fået en tidlig julegave - hans universitet ligger endnu én gang et trin højere på en rangliste end KU!

Lauritz og Ralfs indlæg i Politiken

Og begge universiteter ligger over SDU, så de to ledere kan med ro i sindet forsøge at sprede lidt julehygge:

"Men det giver ikke mening at opfatte ranglisterne som skønhedskonkurrencer, hvor universiteterne skal smykke sig med den kosmetiske skønhed, som virker attråværdig.

For universiteterne gælder snarere, at skønheden kommer indefra, og at vi derfor gør klogt i at fastholde dybden i vores kerneydelser: Forskning, uddannelse, talentudvikling og vidensformidling – i samspil med samfunds- og erhvervsliv."

Her i den søde juletid gør det ikke så meget, at man pynter lidt på tingene, og det også alment accepteret at man lyver for børn.
Og studerende...

Men lad os da håbe på, at de to rektorer hermed varsler julegaver til os også!

Et tilbud på en limegrøn hængekøje

Har I hørt om de nye studentlounges?
Opholdsrum til de studerende - uden bøger og sekretærer, men med sækkestole og hængekøjer.

For det er jo det de unge vil ha'!

Teologisk Julerevy har hørt om dette nye foretagende, og har også lokaliseret den reklame der har lokket dekanatet på en voldsom shopping-spree

Se den her:

 Reklamen på Teologernes Facebookside!

Ps. Teologer: hvis i har et Youtube-link til filmen så smid det lige i vores retning, så vi kan få det til at fungere rigtigt :)

Vi trækker spor fra fortid til nutid

Hvorfor græder Mette Thunø?

Af Humboldt

Da jeg forleden gik igennem Histories nu forladte lokaler, hvor underviserne var nødsaget til at smide nogle af deres bøger ud, da de i forbindelse med Den faglige Udviklingsproces (FUP) havde fået tildelt mindre kontorer, fandt jeg en bog blandt stakkene, som hed Humaniora – pensioneret af kapitalen?. Bogen var udgivet af Danske Studerendes Fællesråd i 1972, men på trods af sin alder viste den sig at være skræmmende relevant for Arts’ og AU’s nuværende situation.

Efter indledningen var der en kort artikel, som hed ”Hvorfor græder Helge Larsen?”, der var en kritik af den daværende undervisningsminister fra Det Radikale Venstre, der på trods af sin afskaffelse af proffesorvældet stadig mødte kritik fra studenteroprørne. Artiklens kritik fik mig til at tænke på dekanen for Arts, Mette Thunø.

Artiklen søger at forklare, hvorfor Helge Larsen græder. Altså ikke som faktisk person, men derimod som historisk fænomen, altså den rolle og situation han lagde krop og stemme til.

”Ikke fordi hans rolle og situation er begrædelig – slet ikke, men derimod netop fordi den som historisk fænomen subjektivt er tragisk i klassisk forstand: for den, der spiller rollen er alle udveje lukkede; langsomt afdækkes det, hvorledes alle handlinger, hvis subjektive begrundelse var god, slår igen som objektiv ondskab.

Ligesom Ødipus i den klassiske tragedie langsomt bliver klar over, at han har dræbt sit fædrene ophav og kopuleret med sin mor, på samme måde må Helge Larsen, som historisk fænomen erkende, at han har dræbt sin borgerlige kulturbaggrund alt imens han har plejet omgang med den kapitalisme, der også har været med til at frembringe ham som kulturfænomen. Ødipus stikker i Sofokles’ tragedie sine øjne ud, det mindste Helge Larsen kan gøre er da at græde.”

Men hvad var Helge Larsens historiske gerning? Ifølge artiklens forfatter er det, at han bidrog til kapitalismens afvikling af en borgerlig tænkning, som var med til at dække over dens egentlig karakter. Ifølge artiklen havde monopolkapitalismen fortrængt den liberalistiske småvirksomhedsform, som var udtryk for den individuelle frihed og udfoldelse, og dermed tanken om frihedens tilstedeværelse, som fik stadig strengere vilkår.

Artiklens sprogbrug afslører dens alder, men dens underliggende pointe består: i hele samfundet er det kapitalen, i form af økonomi og budgetter, som sætter rammerne for samfundet – og for vores universitet. Det er kapitalen, der bestemmer og ikke værdierne.

Artiklen fortsætter ufortrødent:

Det er ingen tilfældighed, at det er en radikal minister, der får til opgave at knægte en del af de hidtil herskende tanker. Var disse tanker blot andres, så ville det ikke være tragisk, men tragisk bliver, fordi Helge Larsens opgave er at knægte sig selv i sine inderste hjerteregioner. Justits- og indenrigsministeriet påtager sig det grovere arbejde (der består i med loven i hånden at knægte de ivrigste oprørere), et arbejde som naturligvis ikke kan siges at være illegitimt for så vidt det netop reelt udføres af retsvæsenet. Undervisningsministerens arbejde er så meget mere delikat som dets område er intellektuelt. Men det er ikke mindre væsentligt: det gælder selve oprørets artikulation.

Og her kommer disse betragtningers anledning ind, nemlig Helge Larsens advarsel til universiteterne: der skal ikke arbejdes med ideologier på universiteterne, der skal blot arbejdes. Det går så let med de mere materielle videnskaber, men det bliver vanskeligt, når talen er om videnskaberne om mennesket og om samfundet; thi hvordan skulle man kunne drive sådanne videnskaber om ikke gennem arbejde med menneskenes tanker og handlinger. Det, der er galt, er naturligvis, at tanken og handlingen ikke holdes adskilt. Det katastrofale er, at den borgerlige kultur er ved at ophæve skellet mellem tanken og handlingen i takt med den herskende samfundsmæssige handlings stadig større afstand fra den borgerlige tankes menneskelige aspekter.

Helge Larsens opgave var altså mere delikat end som så: Hans handlinger ville ifølge artiklen føre til, at den kritiske tanke og dets udtryk – oprørets artikulation – blev knægtet. Han skulle sikre, at man ikke længere arbejdede med ideologier og værdier, men blot arbejdede og uddannede sig uden holdninger eller meninger.

Og her er problemet med menneskevidenskaberne: jo mere man studerer menneskets tanker og handlinger jo sværere er det at adskille de to. Katastrofen sker, når Den faglige udviklingsproces gennemfører skellet mellem tanke og handling; når humaniorastuderende gennem kritisk analyse identificerer et skred, en forringelse, men ikke længere reagerer!

Artiklen fortsætter:

”Det er ikke bestemte ideologier Helge Larsen har til opgave at knægte, det er overhovedet videnskaben om samfundet og menneskene. Det er de færreste, der har opdaget det, men det skyldes muligvis at der er så få, der bestræber sig på at drive en sådan videnskab.

Når Helge Larsen græder, så skyldes det hans stigende erkendelse af, at hans historiske rolle er at ophæve sin egen baggrund i dens menneskelige aspekter til fordel for den samfundsmæssige praksis, der nok er en konsekvent udvikling af den borgerlige samfundsorden, men hvis karakter-træk er skræmmende.”

Mette Thunøs funktion og rolle som historisk fænomen i Den faglige udviklingsproces på Arts kan sammenlignes med Helge Larsens rolle i artiklen. Hendes rolle er ligesom artiklens Helge Larsen tragisk i den forstand, at hun anser sine handlinger for at være gode og overser, at de i sidste ende vil gøre mere skade end godt.

Ligesom Ødipus bliver klar over, at han har dræbt sit fædrene ophav og kopuleret med sin mor, må Mette Thunø, som historisk fænomen erkende, at hun har dræbt sit humanistiske ophav, imens hun har plejet omgang med den enstrengede og lukkede ledelsesstruktur, som har frembragt hende som dekan.

Ligesom Helge Larsens delikate opgave var at kvæle oprørets artikulation, er Mette Thunøs opgave ligeså delikat: hun skal overbevise en stigende kritisk og mistroisk studenterbefolkning om, at de er blevet hørt, og at Den faglige udviklingsproces ikke har medført forringelser i deres hverdag på trods af, at mange af dem allerede har oplevet dem. I stedet bliver Mette Thunø vred og afviser overlegent de studerende, som gennemskuer hendes tomme løfter om studenterindflydelse og forbedringer.

Ligesom Helge Larsen er Mette Thunø fanget af kapitalen – i form af snævre budgetter og en trængt økonomi, og må se sig nødsaget til at ophæve skellet mellem tanke og handling og narre de studerende med løfter om medbestemmelse og brugergrupper og håbe på, at de ikke i tide indser, at de er blevet narret og siger fra!

Ligesom Helge Larsen græd over at han spillede en afgørende rolle i ophævelsen af sin egen kulturbaggrund, så græder Mette Thunø, fordi hendes opgave er at afvikle det universitet, som fostrede hende.

Når Mette Thunø græder, er det fordi hun som humanist skal afvikle Humaniora på Aarhus Universitet.

Derfor græder hun.

En sjov lille tanke, man kan lege med i pausen

Tror I det er en integrationsstrategi at Mettes email i Aarhus ender på dpu.dk, mens den på dpu ender på adm.au.dk?

http://pure.au.dk/portal/da/persons/id%288c19636c-2b49-422e-9a8c-92f6b0feaadf%29.html