tirsdag den 13. marts 2012

En digter slår sig løs på siden


Studysseus og dekanen

En refleksion over studenterpolitikerens masochistiske livsvilkår


Musa fortæl om den unge Studysseus
Som flakked’ uvidende omkring
Indtil han lig’som en anden Odysseus
I magtens ocean tog så tappert et spring

Til kamp han så ædelt og kækt lod sig væbne
Med argumenternes sværd og demokraternes sabel
Men, AK! Han mødte så snart sin kranke skæbne
I en magt så voldsom og uacceptabel  

Ølkinoos han mødte bag unibarens disk
Nedslået sig han satte med udslukt blik
’Hvad tynger Studysseus som altid var frisk’
Ølkinoos spurgte med empatisk et nik

En Høker han rakte Studysseus, som svared’
”Med ungdommens mod i kampen jeg drog
Men magten med vold nu min sjæl har arret
Dekanen og rektor i enden mig slog

Jeg fulgte mit studie, havde tid til fandango
Uden bekymring mit liv var dengang
Som Lotofager jeg havde råd til lotus og mango
Indtil mig kalypso forførte med sang

Hun sang om et sted, åh så fuld af problemer
Et universitet hvor studerende og deres behov
Blev glemt i de snørklede, og dystre systemer
Og erhvervslivet frit kunne drive rov!

Jeg lytted’ og lærte at læse og tale
I kalyptiske favntag jeg lod mig forføre
udviklingsproces hun for mig hun lod male
Op for mig opsloges studenterpolitikkens døre

 ’Nu har jeg dig givet alt hvad jeg formår
 min vakre Studysseus’ Kalypso hun sang
’Drag nu til dekanen, se til hun forstår
De studerendes uomgængelige indflydelsestrang’”

Stridslysten han arrivered’ til dekanens kontor
Han hørte det enøjede uhyre brøle
Studysseus entrered’ og ytred’ sit ord;
Mod taskforcetyranni og skindemokratisk søle

”Et studiemiljø med gravitation vi vil ha’
Som kan holde studerende længe
Vi kræver indflydelse du dekan, åh ja
Vi sørger jo dine penge””

”Fremmede, dog hvilken dåre du est!”
udbrød dekanen derefter
”Jeg prioriterer den strategiske ledelse mest
Rektor er min eneste mester”

”Dekan hvor er de studerendes stemme
Da i din beslutningsproces?”
”Din stemme du prompte kan glemme.”
Studysseus udbrød da fortvivlet ”Jøsses!”

”Hvis ikke en stemme som folket på tingen
hvad er dog for dig de studerendes skalpe?”
”Jeg giver dem åbenlyst navnet ’Ingen’!”
Sagde dekanen og gav ham et dask som man afliver hvalpe

”Så ak åh Ølkinoos, nu du forstår
Min rejse har nået finale
Jeg knæler bedrøvet i støvet og går
Fra den faglige udviklingsSKANDALE!”






søndag den 26. februar 2012

fredag den 24. februar 2012

Kunst på Aarhus Universitet

Bestyrelsen på Aarhus universitet har i de nye budgetter lagt penge af til ny kunst. Nye it-systemer, ny struktur og nyt kunst.

Der er derfor taget kontakt til toppen af danske kunst, for at give dem mulighed for at give deres besyv til, hvordan Aarhus Universitet skal dekoreres.

Blandt kunstnerene kan nævnes Hårnsloth, Vabskov, Bjørn Sydgaard, Glemt mit navn mm.

Kunstnerene har fået frie hænder, men der er dog sat krav (der er jo frihed til at udtrykke sig på Aarhus Universitet, så længe man udtrykker det rigtige) til billedernes udseende.

Billederne må gerne indeholde klare budskaber, gerne om de værdier universitetet ledes efter.

Billederne må meget gerne være fotografier af "vigtige" personer.

Billederne må ikke tale usandt
Her på Studenteropraab har vi været så heldige at få fat på første udkast fra en af kunstnerne og vil altid gerne dele med vores kære læsere/bloggere



onsdag den 22. februar 2012

Rektors sorte bog

Har i læst denne artikel i Information?

"Der er langt fra top til bund på et stort universitet"

Det er et interview med rektor, der ikke helt kan hitte rede i, hvad det nu er han mener...

Rektor: " (...) Jeg har ikke en eneste gang så meget som noteret mig, hvis nogen har været kritiske. Så personligt melder jeg hus forbi. Men derfor kan det godt være, at den virkelighed, der bliver refereret, er rigtig".
Journalist: "Var kritikken ny for dig?"
Rektor: "Nej, og jeg har også noteret mig, hvem det var, der fremførte den. Synspunkterne har været fremført en del gange, også stort set af den samme personkreds."
Journalist: "Du sagde lige, at du ikke noterer dig, hvem der går ud med kritik?"


fredag den 17. februar 2012

Akademiet raaber af AU

Akademiet kan også raabe af AUs ledelse. Læs her hvad det skriver:

Åbent brev til Aarhus Universitets ledelse 

Den verserende sag om professor Linda Maria Koldau er et udtryk for en bekymrende tendens i den danske universitetsverden: et topstyret brud med de principper om kundskab og faglighed, som er universiteternes adelsmærke. Vi vil derfor udtrykke vores støtte til en dygtig forsker, som er blevet sat i en helt urimelig situation.

Gennem universitetsreformer, hvis radikalitet næppe er fuldt forstået i offentligheden, forlod man i Danmark i forrige årti traditionen for at se universitetet som ”de lærdes republik”, med selvstyre inden for fornuftens og kritikkens love. Magtforholdene blev forskudt til fordel for bestyrelser, bureaukrater og konsulenter – det sidste vil sige folk, der ikke selv er forskere, men som har stor indflydelse på forskernes arbejdsbetingelser.

Det seneste eksempel på konsekvenserne af dette er Aarhus Universitets behandling af professor i musikvidenskab Linda Maria Koldau. Såvel internt som i artikler i Weekendavisen og Politiken har professor Koldau gjort det, der med rette kan forventes af professorer: udøvet kritik. Kritik af en stereotypi i de studerendes opgaveløsning, overfladiskhed, et for lavt niveau, overbetoningen af teori, og af overdreven anvendelse af tomme styringsfraser som for eksempel ”kompetencer”.

Kritikken kan være rigtig eller forkert – det er enhver kritiks natur. Men den imødegås, på et sandt universitet, med modargumenter og modkritik. Ikke med bureaukratiske trusler om sanktioner. Det er på den baggrund, undertegnede ønsker at minde offentligheden om, hvad et universitet er, og opfordre Aarhus Universitet til at forholde sig til professor Koldaus kritik på en måde, der er et universitet værdig.

Underskrevet:

Jørgen Grønnegård Christensen, professor, AU.
Peter Kurrild-Klitgaard, professor, KU.
Dan Ch. Christensen, lektor emeritus, dr. Phil.
Henrik Jensen, lektor, RUC.
Hans Hauge, lektor, AU.
Sune Auken, lektor, dr.phil, KU.
Ib Bondebjerg, professor, KU.
Erik A Nielsen, professor emeritus.
Nicolai Foss, professor, CBS.
Nils Gunder Hansen, professor mso, SDU.
Ole Thomsen, dr.phil.
Finn O. Hvidbjerg-Hansen, prof. emer, dr.phil. & lic.theol.
Tone Saugstad, lektor, KU.
Anders Bøgh, lektor, dr.phil., AU.
Leo Catana, lektor, ph.d. og dr.phil., KU.
Claus Emmeche, lektor, KU.
Hans-Jørgen Schanz, professor, dr.phil., AU.
Heine Andersen, professor, KU.
Henning Bech, professor, dr.scient. soc., KU
Bella Marckmann, sociolog.
Ditlev Tamm, dr.jur., dr.phil., KU.
Bent Ørsted, professor, AU.
Johannes Adamsen, lektor, ph.d., VIA UC.
Henrik Dahl, sociolog og forfatter (initivativtager).
Eva Agnete Selsing, filosof (initivativtager).